Af Anne Falck

Guldsmed Jan Jørgensen i Blokhus har skabt en ny smykkeserie og donerer 20 procent af salgsprisen til Den Danske Ukraine Komité, der støtter det ukrainske forsvar.

Rise Up er både titlen på en sang, der i dag forbindes med Ukraines frihedskamp, og en ny smykkeserie fra den dygtige, danske guldsmed, Jan Jørgensen, i Blokhus.

Da krigen i Ukraine var en realitet, berørte det mange danskere dybt. Ingen havde forestillet sig, at der ville udspille sig en blodig angrebskrig på europæisk jord i 2022, og pludselig rykkede alvoren meget tæt på. Sådan havde Jan Jørgensen det også, og som så mange andre herhjemme følte han, at han måtte gøre noget for at hjælpe Ukraines befolkning. Som guldsmed var det for ham nærliggende at designe og sætte en ny smykkeserie i produktion. En smykkeserie, der med både sin titel og sit designmæssige udtryk refererer til den kamp, det ukrainske folk netop nu står midt i.

Rise Up hedder serien, som er opkaldt efter en ukrainsk folkesang, der siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar er blevet et symbol på den ukrainske modstandsvilje. Det blev den, da den ukrainske forsanger i bandet Boombox, Andrej Klyvnyukh, afbrød bandets turné i USA for sammen med resten af bandet at rejse hjem og slutte sig til det ukrainske forsvar.

Få dage efter invasionen delte han en video på Instagram, hvor han står på en øde gade i Ukraine, iført uniform og med et gevær over skulderen. Her synger han den ukrainske folkesang acapella.

Andrej Klyvnyukhs sang er allerede genudgivet i flere forskellige versioner af så forskellige kunstnere som den britiske rockgruppe Pink Floyd og den sydafrikanske musiker David Scott, kendt som The Kiffness, der også er navnet på hans band. Sangen er også indspillet på flere europæiske sprog af den tyske sangerinde Marlaine Maas.

Modstan med sang og smykker

Titlen Rise Up stammer fra sangens ukrainske omkvæd, som på dansk kan oversættes til ”Hey – hey, rejs jer og glæd jer”. Oprindeligt stammer sangen fra Første Verdenskrig, hvor den blev skrevet som en hyldest til en deling i det ukrainske militær, der kæmpede i krigen. Symbolikken i sangen er igen blevet aktuel. Den handler om den røde viburnum-busk, på dansk snebolle eller kvalkved, som vokser på engen med sine smukke røde bær om efteråret. Den røde viburnum er et nationalt symbol i Ukraine, hvor de skinnende, røde bær symboliserer befolkningens rødder i og dybe forbindelse til hjemlandet.

Kampen mod invasionsmagten finder ikke alene udtryk igennem sang. De danske smykker med titlen Rise Up er skabt med et enkelt, cirkelrundt vedhæng i form af en fænghætte som et symbol på den ukrainske forsvarsvilje. Vedhænget findes i to størrelser i enten sølv eller 14 karat guld. 

20 procent går til Den danske Ukraine Komité

Smykket, der fås som både halskæde og armbånd, har Jan Jørgensen valgt at sætte sammen med en faldskærmsline i en diskret armygrøn, så det kan bæres af både mænd og kvinder. Fra salget af smykkernes donerer Guldsmed Jan Jørgensen 20 procent direkte til Den danske Ukraine Komité, der er stiftet af blandt andre de tidligere ministre Søren Pind fra Venstre og Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet samt sognepræst Kathrine Lilleør. 

Den danske Ukraine Komité har indtil videre indsamlet og overført 42,5 mio. kr. doneret fra privatpersoner og virksomheder. De penge, komiteen modtager, bliver overført til den tyske nationalbank, hvor den ukrainske regering har oprettet en konto. De indsamlede penge går til blandt andet våben og ammunition til det ukrainske forsvar.

– Det er fantastisk opløftende at se den vilje, der er herhjemme til at støtte Ukraine på alle måder. Selv om vi alle hver især kun kan gøre en lille forskel, så kan vi alle hjælpe til med at støtte det ukrainske folks kamp for frihed. Som guldsmed laver jeg smykker, så smykkeserien her er så vores bidrag, siger Jan Jørgensen.

You may also like

Comments are closed.