Flemming Jansen
Aalborg Zoo er en traditionsrig attraktion og samtidig et kraftcenter for en løbende strøm af fornyelser og nye tiltag, når det gælder events i form af eksotiske og spændende oplevelser fra natur- og dyreverdenen for havens gæster. Sæsonen 2022 er ingen undtagelse. Den helt store nyhed i år er, at Aalborg Zoo kan præsentere et helt nyopført orangutanganlæg, som står klar til brug primo juli måned. I øvrigt er Aalborg Zoo den eneste zoo i hele Danmark med orangutanger.
Orangutangernes lange historik i Aalborg Zoo
Og orangutangerne har en længere historie, idet det første par, Charlie og Sussi, blev skænket til haven tilbage i 1962. Donationen kom fra en dansk gift plantageejer på Borneo, og man må sige, at Charlie og Sussi efter ankomsten til deres nye hjem i Aalborg Zoo oplevede et langt og lykkeligt liv. De satte således mange unger i verden, hvilket vidner om deres gode trivsel i de dengang ret snævre rammer i ”Fuglehuset” (i dag: Tropehuset) ved siden af søløver og pingviner. Charlie og Sussi måtte endvidere dele huset med både andre menneskeaber, tropiske fugle og krybdyr. Det første egentlige orangutanghus stod klar til indflytning i 1979 og var den sidste bygning, som den erfarne og berømte zoo-arkitekt Carlo Odgaard tegnede. – Anlægget blev præmieret af Aalborg Kommune for godt byggeri. – Den legendariske og populære orangutang Charlie døde i 2002 44 år gammel.
Charlies og Sussis afløsere klar til at flytte ind i deres nye bolig
Nu er Charlies og Sussis afløsere klar til at indtage Aalborg Zoo, samtidig med at et gennemrenoveret orangutanganlæg giver de optimale rammer og udfoldelsesmuligheder for havens nye beboere. – Susanne Solskov fra Aalborg Zoo kan således oplyse, at man i modsætning til tidligere i dag mere tænker i kubikmeter end i kvadratmeter, idet det i langt højere grad tilgodeser dyrenes naturlige behov. Der bliver således monteres nogle såkaldte fleksible ”swaypoles” i form af nogle bevægelige og bøjelige stænger, som orangutangerne kan gå armgang i nøjagtig som ude i den natur, de normalt lever i. Klatretove og hængende reder, hvor de kan hvile sig eller bare søge skygge eller ly for regnen er ligeledes tænkt ind i det nye anlæg, ligesom to store træer giver orangutangerne mulighed for at klatre i højden og nyde udsigten over haven. Så de to nye orangutanger, der ankommer til haven i løbet af juni måned, hunnen Ruti på 8 år og hannen Pal (nogle år ældre), har noget at glæde sig til (!), og det samme har publikum. Pal kommer fra Madrid Zoo, mens Ruti kommer fra Sosto, en zoo i Ungarn. Susanne Solskov og Aalborg Zoo’s øvrige personale glæder sig til at åbne dørene for utvivlsomt masser af nysgerrige gæster, der vil byde velkommen til Ruti og Pal i det nye, spændende og velindrettede orangutanganlæg. – I samme forbindelse introduceres endvidere dværgoddere – også et asiatisk dyr, som erfaringsmæssigt sammen med orangutangerne beriger hinandens hverdag, fortæller Susanne Solskov.
Stor buket af oplevelsesmuligheder
Sideløbende med den store nye attraktion bobler haven af events og oplevelsesmuligheder, hvor gæsterne kan opleve eksempelvis fodring af dyr som vortesvin, rovdyr, elefanter m.v., ligesom der formidles en masse viden om naturen og dyreverdenen. Oplev f.eks. også zoo’s udstilling ”KÆMPE kryb og kravl”, hvor man kan blive klogere og lade sig imponere af en fugleedderkop og insekter i kæmpestørrelse. Apropos fodring, så er der også masser af muligheder for at få både sulten og tørsten stillet for havens gæster. På spisefronten har Penny Lane således overtaget Orangeriet og kan tilbyde bl.a. lækkert brød, kaffe og kager. Også Pandekagehuset, Café Butterfly, med en helt nyanlagt terrasse er et besøg værd. Fra den nye terrasse er der en spændende udsigt over den afrikanske landsby, som er et lille stykke levende Afrika midt i Aalborg Zoo.
Aalborg Zoo har fokus på de 17 verdensmål
Aalborg Zoo’s klare målsætning er via attraktive oplevelser at formidle viden om dyr og natur med henblik på at sikre naturbevaring både lokalt og globalt. Bæredygtig udvikling er et nøgleord. Hele familien kan derfor glæde sig til både at sige goddag og velkommen til Ruti og Pal og samtidig få dybere viden og indsigt i klodens fauna. Velkommen til både store og små i Aalborg Zoo!