Banken vokser i takt med området

 

Aabybro er en by med vokseværk, og det mærker man også i Nordjyske Banks afdeling i byen.

Af Nordjyske Bank

I snart 30 år er Tommy Kristensen mødt ind i banken i Aabybro. Undervejs er navnet på facaden skiftet, men det er fortsat de samme, grundlæggende dyder, der får smilet frem hos afdelingsdirektøren. Dem vender vi tilbage til.

– Ja, det er ikke til at forstå, at der er gået 30 år. Til at begynde med tænkte jeg, at jeg også gerne ville prøve noget andet, men tiden er på ingen måde stået stille, så jeg er her endnu, siger Tommy Kristensen.

De seneste 10 år har han haft Christian Juel som souschef i afdelingen, og selv om det kun er en tredjedel af tiden, er der sket meget i den periode. Aabybro har vokseværk og har tiltrukket et væld af nye tilflyttere, der har bygget hus og sat endnu mere gang i de lokale fritidstilbud.

– Det er virkelig spændende at være bankmand i et område med så stor vækst, siger Christian Juel.

Engageret i de lokale foreninger
Sammen har makkerparret glædet sig over, at banken er vokset i takt med området.

De er begge to engageret i de mange tilbud, der er skudt op gennem årene – både personligt men i høj grad også med banken som sponsor. Så uanset om det er på fodboldbanen, i hallen, på to hjul eller på scenen – så er banken en aktiv medspiller i det lokale liv.

– Vi er en god, stor afdeling med 9 kollegaer, der alle brænd-er for det lokale og for at være med til at hjælpe kunderne gennem livet. Vi kender lokalområdet og de mennesker, der bor her. Og selv om vi har mange kunder allerede, er der altid plads til flere, siger Tommy Kristensen.

Altid til at få fat på
Når Christian Juel og Tommy Kristensen ser tilbage på de seneste 10 år, kan de konstatere, at hverdagen har forandret sig meget. Det gælder ikke mindst i forhold til IT, hvor Covid-19 var med til at ændre måden, man holder kundemøder på.

– Det har jo gjort, at vi er blevet endnu mere fleksible, og kunderne kan holde møde med os uden at komme hen i banken fysisk. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig holder fast i de gamle dyder, hvor relationen til kunden er tæt, og hvor vi hurtigt kan træffe beslutninger. Vi er altid til at få fat på – uanset hvordan man kontakter os, siger Tommy Kristensen.

Samtidig er bankforretning også blevet mere omfattende.
– Vi skal kunne det hele – både bolig, pension og investering, så kunderne får den bedste rådgivning hele vejen rundt om deres økonomi. Vi kan hjælpe med det meste her i Aabybro, men vi får også god hjælp og sparring fra bankens øvrige afdelinger som landbrug, erhverv og private banking, fortæller Christian Juel.

Endnu mere travlt
Spørger man de to, hvordan banken ser ud om 10 år, falder svaret lynhurtigt:

– Vi er stadig en lokalbank, og vi har formentlig endnu mere travlt – vi vokser nemlig i takt med området, og der er stadig fuld fart på udvikling, siger Tommy Kristensen, der ikke er i tvivl om, at succesen skyldes de dygtige medarbejdere, der arbejder som et team.

– Så lykkes det hele, slutter Christian Juel.

You may also like

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

More in Biler